KIRKEN – KORT SAGT

Vi er atter vågnet op til en ny virkelighed. Danmarks grænser lukker, og vi er igen blevet mindet om, hvordan vi i fællesskab skal hjælpe hinanden med at holde afstand. Det er sådan, vi skal stå sammen – ved at holde os fra hinanden. Det er naturstridigt, og det er svært. Langt de fleste af os har hverdage, der forbinder os med andre mennesker. Desuden er vi vant til at bruge hinanden, når der er noget, der bekymrer os, eller noget, der går os på. 

Vi er alle sammen berørt – i forskelligt omfang, naturligvis. Nogle holder bekymringen ud i en armslængde, andre sidder med en helt reel angst for, at de selv, eller nogen de holder af, skal blive ramt.

I sådanne situationer kan vi have brug for at have mennesker omkring os og samle gode venner og familie. Men den mulighed har vi ikke lige nu.

Men vi kan mødes på en anden måde. Vi kan mødes i musikken. Ved simpelthen at lytte til det samme.

For er der noget, der kan forløse følelser i glæde, sorg, bekymring, og hvad vi ellers måtte sidde med, så er det sang.

Denne morgensalme bruges i mange sammenhænge både til vielser og begravelser og alt derimellem. Både tekst og melodi har en form, som kan relatere sig til de mange steder i livet, man kan befinde sig.

Jakob Knudsen, som har skrevet teksten, var for en stor del af sit liv præget af mørke og bekymring. Men han endte altid i lyset.

 

Betina Noer Rasmussen

14.03.2020

Tryk på billedet for at høre salmen.


Ethvert menneske er et stykke af fastlandet

”Intet menneske er en ø, en verden for sig; ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele.”

Sådan skrev digteren og domprovsten John Donne engang i 1600-tallet, men ordene er udødelige.

Intet menneske er bare sig selv. Intet menneske er en ø. Vi hænger sammen, vi deler verden og liv.

De andre er ikke bare omgivelser, de lever i os og vi i dem. Alligevel sker det, at der går skred i fællesskabet. Det er det, vi erfarer i disse dage. 

Nu er vi tvunget til at trække os tilbage fra fastlandet, fra fælleskabet – nu er vi tvunget til at være vores egne små øer. Ikke som en egoistisk foranstaltning, men for netop at værne om fælleskabet. Og det er måske netop i dage som disse, vi mærker, hvor unaturligt det føles skulle leve i et ørige. Det er måske netop nu, vi mærker og så tydeligt ser, i hvor høj grad vi hænger sammen. Vi er rodfæstet i fællesskaber. Og hvis noget positivt kan komme ud af denne mærkelige tid, der lukker grænser og butikker, og som sender mennesker ud i en usikker fremtid, så er det vel sagtens, at vi mærker rodnettet trække under os. Vi mærker, at vi hører sammen. 

Vi får råd og regler, der fortæller os, hvordan vi udadtil skal forholde os til samfundet og til hinanden. De anvisninger følger vi vel sagtens alle efter bedste evne. Men vi får ikke så mange råd til, hvordan vi skal forholde os indadtil. Hvor skal vi lægge vores bekymring? Vores genopdagede opmærksomhed på livets skrøbelighed? Hvor skal vi placere vores afmagt over hele situationen og den usikkerhed, den fører med sig?

Var det en søndag som søndage er flest, kunne vi lægge det fra os på kirkebænken, lade det tage form af toner og ord og mærke, at det var blevet langt lettere at bære, når vi skulle hjem igen, for vi ville igen være blevet mindet om, at vi ikke bære det hele alene. Gud bærer med. 

Denne søndag er anderledes, men Gud er der stadig. Rodfæstet både i himlen og på jorden, som Han alle dage har været det. Tilgængelig både på øer og fastland. Troen, håbet og kærligheden er der stadig. Troen kan ikke isoleres. Håbet har det i sig at strække sig ud efter lys og muligheder. Og kærligheden kender ikke til grænser, den sikrer derimod vores forbindelse til fællesskabet og fastlandet. 

Nok er vi et udpræget ørige for tiden, men vi hænger stadig sammen.

Betina Noer Rasmussen

21.03.2020

 


Håb og regnbuer

I disse dage tager børn rundt omkring i landet håbet i deres egne små hænder, når de på behørig afstand af andre maler regnbuer på skilte til indkørsler, på fortove, på vinduer – regnbuer, som er ledsaget med ordene ”Det bliver godt igen”. En stille protest mod modløsheden og mod bekymringen har sendt en bølge af regnbuer ud i landet, en bølge skabt af børnehænder. Det er virkelig fint at sende håbet videre på den måde. Og hvor kan vi dog alle sammen have brug for at minde os selv og hinanden om det, som børnene siger: ”Det bliver godt igen”. Vi ved ikke hvornår, vi ved ikke hvordan, vi ved ikke under hvilke betingelser, men det bliver godt igen. Det vil vi have lov til at tro på og til at håbe på. 

Og hvor er det godt, at vi kan låne af nogens håb, når vi ind imellem kan have svært ved at finde vores eget. 

Regnbuens mange farver er mangfoldighedens udtryk, – vi er mange, der er ramt, denne virus kender ikke til grænser, så vi er også mange, der har brug for at høre håbet udtalt og se håbet tegnet foran os. 

Derudover er regnbuen også det tegn, Gud valgte at sætte på himlen, da Han ville give mennesker noget håbefuldt at se på, noget, som skulle minde dem om, at Han findes og at Han vil passe på sine mennesker og aldrig vil ønske dem noget ondt.

Når vi ser regnbuen hejse sig højt og klart over markerne, så sker det ofte på en mørk blå baggrund. En smuk, men også lidt dyster baggrund. Regnbuen varsler, at solen er på vej. At der er håb om noget lysere og varmere.

Jeg blev så glad, da jeg faldt over én af disse håndmalede regnbuer og senere fandt ud af, at de breder sig ud over hele landet med varsel om håb til os alle sammen. 

For vi kan sandelig have behov for at få håbet holdt frem for os. 

Dy Plambeck har skrevet en salme, der handler om netop det behov. Behovet for at få håbet holdt frem for sig. Salmen hedder ”Hold håbet op”. Det er egentlig en adventssalme, og der er derfor både snefnug og juleroser gemt i teksten, og ikke solskin og påskeliljer, som i vores haver. 

Men teksten rammer så fint, hvor vigtigt det er at have et håb at se frem imod. Hvor vigtigt det er få håbet holdt op foran sig som en lygte, der lyser på de skridt, vi tager i de her mærkelige dage. 

Betina Noer Rasmussen

21.03.2020

Omkvædet lyder sådan her: 

Hold håbet op. Stjernen viser vej. 

Hold håbet op. Mørket skjuler sig. 

Hold håbet op. Hold det foran mig.

https://www.youtube.com/watch?v=66wf3yOSuvA


Forkyndelse i en coronatid

Jesus forklarede ikke. Han fortalte og forkyndte.

Fortælling og forkyndelse lever iblandt os – dvs. når vi er sammen. Derfor er det så svært at undvære gudstjenesten. Her er vi sammen om Guds fortælling. Her får vi tro – Jesu tro. Vi kommer til at tro, sådan som Han troede. 

Nu må vi sidde i hver sin stue og høre fortællingen og forkyndelsen komme ud af en højtaler. Vi må lære at nøjes – indtil den dag, hvor vi kan komme hen i kirken og bruge alle sanserne og være sammen igen. 

Jesus forkyndte i mødet. Når den lidende eller søgende stod foran Ham. Derfor er forkyndelse gennem højtaleren svær. For jeg kan ikke se dig, og du kan ikke se mig. Der er ingen øjne – de er i bogen eller flakker ud i et tomt rum, i et kamera.

Alligevel prøver vi. Vi må høre om den tomme grav, fordi det er herfra alt håb kommer. At Gud kan ændre alt – fra død til liv. Vi er nødt til at høre de ord for at styrkes og modnes til at stå imod.

Lone Wellner Jensen

29.03.2020

 

Ventetid

Vi er sat på standby. Vi venter. Normalt er vi ikke så gode til at vente. Det ligner lidt for meget kedsomhed. Det ligner lidt for meget spild af tid. Og er der noget, vi ikke vil bruge vores tid på, så er det spild. I en effektiviseret verden er ventetid det samme som tabte muligheder og forspildte ressourcer. Men vi venter i den her tid. Vi kan ikke rigtigt andet. Vi venter på noget, som vi ikke helt ved, hvad er. Vi ved, at vi venter på, at alt det her slutter, og alt alting bliver normalt igen. Men det bliver normalt på en anden måde en før, så meget kan vi da regne ud. Og vi ved endnu ikke, hvordan den måde ser ud. Det håndtryk som vi ellers er så stolte af, hvornår bliver vi trygge i det igen? De kram, som nogle vil mene at ungdommen giver for mange af, hvornår bliver de naturlige igen? Hvornår tør vi hviske hemmeligheder? Hvor lange tilløb mon vi skal tage for at turde være hinanden nær igen? Også statsministeren har lovet forandringer i normaliteten som venter. Vi venter på noget, som vi ikke helt ved, hvad er. Vi venter med længsel og måske også med bekymring. 

Det gør Maria også. Maria, hende der blev mor til Jesus. I dag på Mariæ bebudelsesdag begynder hendes ni måneder lange ventetid, for i dag får hun at vide, at hun skal føde Guds søn. Det er noget af en besked. Maria skal vente indtil jul med at se, hvad det helt præcist er, hun venter på, og da hun endelig holder det ventede i sine arme, skal det hele først til at begynde. Hendes venten begyndte med frygt og glæde. Og med en forventning om noget, som ingen helt forstod. Ikke engang hende selv. Da englen kom til hende for at fortælle hende om den nye livsopgave, lød ordene ”Frygt ikke”. Og ni måneder senere lød de samme ord til hyrderne på marken, - de som skulle være de første til at se det barn, som Maria ventede på; ”Frygt ikke”. Marias frygt blev overtaget af glæde og forventning, det samme gjorde hyrdernes. Ordene taler frygten imod. Ordene taler mod og trøst.

Sådanne mods-ord kan vi nok have brug for at holde os til engang imellem. Særligt når bekymringen overmander vores glæde og når frygten flår forventningerne i stykker. Frygt ikke.

Vi venter. Og de fleste af os er ikke så gode til det. For vi ved ikke helt præcist, hvad vi venter på. Derfor er ventetiden bekymrende for mange. Men for nogle er den også en mulighed for at se sig selv i et nyt lys, netop fordi vi er trådt ud af vores normale vaner. Vi lever på en anden måde. Derfor er vores perspektiv også forrykket. I en bekymrende tid kan der være en åbnende mulighed i at se sig selv i et nyt lys. 

I kristen optik er vi også altid set i et andet lys end det, vi normalt ser os selv i. Vi er set med et blik, der lyser sig ind til det væsentlige. Guds blik. Guds blik ser og spejler det sete. Og det vi ser i det spejlblik er et menneske, som er elsket og værdifuldt. Altid. 

Vi venter. Og mens vi gør det tager fremtiden form. Maria sang lovsange, da frygten havde lagt sig og hun fik tillid til, at hun kunne klare opgaven. Hun skulle bære Guds søn under sit hjerte. Så tæt på, så bekymrende og så glædeligt. Og så håbefuldt for alle os andre. Vi kan bruge et øjeblik af ventetiden til at synge med på sangen ”Maria, snart er det forår” af Lisbeth Smedegaard Andersen https://www.youtube.com/watch?v=LEowATFvsYo

Betina Noer Rasmussen

29.03.2020