1. søndag efter påske

Refleksion til 1. søndag efter påske 

Over Johannes evangeliet kap. 21, vers 15-19

Af sognepræst, Søren-Herluf Sørensen

”Verden kommer ikke mig ved! Hvad har jeg med verden at gøre? Jeg har nok med mig selv og nok i mig selv.” sådan ytrer sneglen sig i H.C. Andersens eventyr: Sneglen og Rosenhækken, da den møder rosenhækken og dens stadigt selvhengivende blomstring. Ganske uforstående over for rosenhækkens afhængighed, svaghed og kærlighed, som den kun møder med foragt. 

”Jeg har nok i mig selv” eller ”enhver er sin egen lykkes smed” som ordsproget lyder. Men virkeligheden, netop som den møder os i denne tid, fortæller noget ganske andet, nemlig at ”ingen er sin egen lykkes smed”. Katten er sin egen. Mennesket er ikke. 

Vi er, når det kommer til stykket afmægtige og svage og netop derfor så afhængige af hinanden, hvad enten det gælder indkøb eller at lære at være menneske. At være menneske er at være medmenneske, for menneskelighed bygger på medmenneskelighed. 

Det er dog kun det hårde hjerte, der kan sige, at verden ikke kommer mig ved og det selvovervurderende individ, der mener at have nok i sig selv. For sagen er vel, at det hurtigt bliver en fattig tilværelsen, hvis vi skal nøjes med det vi har i os selv – det er derfor at vi må synge sammen, ud af vinduerne, se hinanden via de skærme, som af mange ellers til daglig forbandes langt bort, men nu pludselig er det vindue, vi kan klikke åbent ud til hinanden. 

Mennesket er ingen for sig selv. Den kendsgerning møder os også i den lille dialog mellem Simon Peter og Jesus. Jesus henvender sig til Peter, men netop ikke ved hans nye navn, Peter, som han har fået gennem det at være blevet en anden, en Peter, en klippe hvem kirken skal bygges på. 

Jesus kalder ham ved hans døbenavn, Simon, Johannes` søn og får dermed til opgave at være til som sig selv i den sammenhæng han er født ind i, en familie, en befolkning, en kultur, et samfund, osv. men ikke og aldrig for sig selv, som sneglen hos H.C. Andersen. 

For det er i mødet med hinanden at vi bliver et menneske – et medmenneske. Simon Peter får til opgave at tage sig af sine medmennesker, igennem den opgave som han har fået og vi får, tages vi til nåde, bliver sat i en sammenhæng, hvor der er brug for os. Heri ligger også det væsentlige i syndernes forladelse, Guds tilgivelse. Dette at kunne blive givet tilbage til det liv, der gik i stykker, ikke kun fordi jeg blev svigtet, men fordi jeg også selv svigter, og så få en ny begyndelse. En opgave. Det er en gave, der vil noget. 

2. søndag efter påske

At gøre en forskel

At gøre en forskel er godt. Det er vi enige om. 

Altså ikke at gøre forskel folk, men gøre en forskel for andre. Så er det ikke helt lige meget, om du eller jeg er her. Bliv frivillig og gør en forskel, hedder det. Det er nemlig gensidig anerkendelse, det giver værdi begge veje. Det er godt og livgivende for alle parter.

”Det du gør nu, gør en forskel” hedder rådet i disse tider. Det har vi taget til os. Vi har i fællesskabet gjort så stor en forskel, at sundhedsministerens røde kurve blev afværget, og den grønne kurve blev resultatet.

Det bunder i den fælles forståelse, at vi alle kan gøre forskel og vi tager ansvar for hinanden. I virkeligheden har det ikke krævet nogen større forklaring, for den fælles forståelse er, at ethvert menneskeliv er vigtigt, vigtigere en noget andet, og at vi hænger sammen. ”Det du gør nu, gør en forskel” appellerer til os, taler os op, og sådan vokser vi. Enkeltvis og sammen, også når vi holder os hver for sig.

Overskriften over denne 2. søndag efter påske kunne være, at ”det du hører er du selv – Jesus siger: Følg mig!”

I tillid og heller ikke fordi du får en masse gode forklaringer. For det er forklaringer, som jøderne, der angriber Jesus, forlanger. Hvad og hvem og hvor? Forklar os det, så vi kan afgøre os for, om du er troværdig og værd at følge.

Men forklaringer hjælper ingenting, du skal derimod følge. I tillid. I tro og overbevisning om, at det bærer.

1. Mosebogs skabelsesberetning er f. eks. heller ikke en lang forklaring på hvordan alting blev til i mindste detalje, men derimod et svar til den spørgende: ”hvorfor blev alting til, og hvorfor er jeg er?”

Den er det svar, at der med ethvert menneskeliv er den største, den dybeste og bedste mening. Fordi du gør en forskel! For Gud.

”Jeg og Faderen er et” siger Jesus. Så det du nu hører sagt af ham, er du selv, og det du gør nu, gør en forskel. Når du tillidsfuldt erfarer, at vi hver især virkelig kan gøre en forskel for hinanden, det virker! Og hører, at som altid allerede elskede er vi til for Gud.

”Følg mig” ikke i forklaringer, men i liv og død, siger den opstandne Kristus til os.

Rikke Aagaard Nielsen

Sognepræst, Mesinge og Viby kirker

3. søndag efter påske

Jeg bliver tykkere og tykkere, men min verden skrumper ind.

Sådan oplever jeg coronatiden.

Et lille stykke chokolade skaber lige en lille sød tid, hvor sødmen overdøver de røde tal på kurven over smittede og syge. 

Verden møder jeg på indkøb og på TV. Eller når jeg råber til bekendte i skoven eller på stranden. 

Det er, som om jeg er på vej ind i mig selv, som om jeg er ved at blive usynlig.

Jeg kender et menneske, som lider af frygt for at blive væk. For hende kan det at køre ad en forkert vej blive ganske angstfyldt. På en måde er det jo paradoksalt – for i angsten bliver jeg væk. Forsvinder. 

Vi forsvinder for hinanden i denne tid, hvis vi ikke stædigt insisterer på, at vi er der. Hvis vi ikke råber hinanden op. 

Jesus råber til os: Jeg er vejen, sandheden og livet. Thomas og Filip, to af Hans disciple, har ikke nok i det. De er bange for, at de forsvinder med Jesus. At deres verden svinder ind og går under. Jesus svarer dem: Troen hjælper. Tro på Gud og tro på mig.

Jamen, det er jo dèt, de ikke kan. Thomas og Filip har mistet troen, de har mistet troen på, at der er nogen fremtid, at der er liv tilbage, at det hele ikke er sorg. Hvordan kan Jesus så sige, at de bare skal tro?

Fordi tro er kamp og vilje – fordi troen retter mig udad og ikke indad. Fordi den vender sig imod Jesus, der bærer Gud ind i mit liv.

Sognepræst

Lone Wellner Jensen

Bededag 3. fredag efter påske

Refleksion til Bededag

Af Betina Noer Rasmussen

Det er mig, der står herude og banker på! Eller i virkeligheden står jeg inde og banker på, fordi jeg gerne vil ud. Jeg vil gerne ses med nogen. Jeg vil gerne holde om nogen. Jeg vil gerne være ubesværet sammen med nogen. Jeg vil gerne slippe for at være konstant nervøs for nogens helbred. Det er nok for meget at bede om lige i den her tid. Men jeg beder alligevel om det. Og så beder jeg om tålmodighed. Det beder min mand vist også om, - på mine vegne forstås. Det kan man ikke fortænke ham i. 

I den tekst, jeg kunne have prædiket over Bededag, lyder nogle af ordene sådan her: ”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.” Jeg lader lige ordene stå et øjeblik…. Før jeg siger det åbenlyse: Det lyder flot, men det passer jo ikke. Hvor meget har jeg ikke banket mentalt på, for at komme ud af det her osteklokkeunivers, som vi er hensat i. Hvor meget har jeg ikke ledt efter muligheder for igen at kunne være tæt sammen med mine udsatte allerkæreste, hvor meget har jeg – og ikke mindst min mand bedt for fornyet tålmodighed, uden at noget som helst sker. Jeg gives ikke noget. Jeg finder ikke noget. Der bliver ikke lukket op nogen steder. Der, hvor jeg gerne vil være, er der hermetisk lukket. Så hvad skal jeg stille op med mine bank, og min søgen og mine bønner? Hvilket formål tjener det alt sammen?

Først og fremmest tjener det vel til at tale tiden imod. Som det er nu, skal det ikke være. Vi vil være hinanden nær. Vi vil have lov til at være noget for nogen. Noget mere, end det, vi kan være nu. Det tjener vel også til at blive ved med at tro på, at det lysner. Den insisterende banken for at komme ud, afholder os fra at resignere. Tålmodigheden, derimod ved jeg ikke lige med. Den har alle dage haft sine udfordringer. 

Der er kraft i at insistere, der er liv i at blive ved med at tro på, at det bliver bedre. Og der er en vigtig indsigt i at blive mindet om, at man ikke er altings herre. At man ikke bare kan tage, som man vil. 

Det er Jesus, der giver sine tilhørere de kloge opfordringer: Bed, søg, bank på. Det er Jesus, der lover dem, at intet af det vil være forgæves. Måske finder jeg noget andet, end det jeg søger. Måske åbnes en anden dør, end den forventede. Måske får jeg noget andet, end det jeg beder om. Men intet af det vil være forgæves. Så jeg beder. Jeg søger. Og jeg banker på. Stædigt og utålmodigt, som det nu byder sig for mit gemyt. 

4. søndag efter påske

Hvad er frihed?

Vi lyttede igen forleden aften. 

Befrielsesbudskabet blev læst op, i den skrattende, gamle radiooptagelse fra aftenen d. 4. maj 1945.

Montgomery og de tyske tropper blev nævnt, som vi kender det så godt, og at tropperne havde overgivet sig. Derfor var krigens 5 mørke år ovre.

Et særligt budskab, der straks sendte folk ud i gaderne, og de mange lys i vinduerne blev tændt. 

Det var frihed fra krigens tyranni og frihed til at kunne tænde lys og opleve foråret på en særlig og ny måde.

Vi kender ordlyden af befrielsesbudskabet så godt, det er bevægende og tankevækkende hver gang. 

Dagens tekst er også befrielsesbudskabet, det store og det evige!

For Jesus fortæller os, hvis vi vil høre det, og når vi har brug for at høre det, at vi hører ikke døden eller mørket til, men er Guds.

Han, Jesus, er den, der bringer os budskabet som Gud selv, og når han gennem sit liv mødte mennesker og bragte befrielsens budskab til dem, i ord og i handling, så brændte de også deres mørklægningsgardiner og løb ud i verden med glæde og jubel.

De var gjort frie, af Guds kærlighed, frigjort af begrænsninger, egne og andres, alt det, som spærrede dem inde. Nu var de frie til at leve og glædes, som Guds elskede børn.

Det store befrielsesbudskab kan kun Gud bringe til os mennesker. Fordi det handler om befrielsen fra det, der er meget større end det, vi har magt over. Nemlig mørket og døden. Og det er befrielsen i at være bundet til livets og lysets Gud.

”Påske er, at livet altid løber i forvejen” lyder det, og ”se, i dag vender han sig om og smiler til dig.” Det er påske og i alle disse dage efter påske med opstandelsen, kampen og sejren over mørket og døden. Han smiler, glemmer os på intet tidspunkt, og i hans blik og kærlighed befries vi fra, hvad der end måtte holde os fangne. 

Så vi kan brænde vores mørklægningsgardiner og mærke glæden tænde lys midt i vores verden. For ”Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.”

Rikke Aagard Nielsen

Sognepræst ved Mesinge og Dalby kirker