Kerteminde Kirke

Skt. Laurentii Kirke

Kerteminde Kirke ligger midt på torvet i Kerteminde og er ifølge traditionen opført i sengotisk tid, 1476, men med en forgænger på samme sted, omtalt i et testamente fra 1350.

Der er kun bevaret lidt inventar fra den tid, hvor kirken var katolsk. I sakristiet står et gotisk skab fra ca. 1525, og i kirkens nordvestlige hjørne kan man se en kirkeblok, der oprindelig har været et monstransskab, der brugtes til udstilling af relikvier. 

I århundredet efter reformationen fik kirken nyt inventar, hvoraf noget er bevaret. Det gælder de to malmstager på alteret, der er skænket af borgmester Povel Schinkel i 1616, og en lille lysekrone, som er en gave fra tolder Christen Poulsen i 1655. Kirken fik også et epitafium i renæssancestil i hovedskibet. Det er fra 1621 med portrætter af rådmand Anders Eggertsen og hustru Johanne Lauritsdatter, de ældste portrætter vi kender af borgere i Kerteminde.

Tiden efter 1660 var trang for Kerteminde, men til trods herfor fik kirken netop i disse år det meste af sit nuværende inventar. I 1675 skænkede borgmester Johan Burenæus altertavlen, der øverst oppe bærer en kristusfigur med sejrsfanen. Året efter bekostede sognepræsten Anders Povelsen og hustru Anna Pedersdatter en ny prædikestol, og i 1677 skænkede de kirken det store epitafium i koret. På billedet ses giverne og bagved Anders Jørgensen Mand, der var Anders Povelsens forgænger i både embede og ægteskab.

I nordre sideskib hænger en skibsmodel fra 1685. Den er blandt landet ældste og bærer navnet "Dannebrog". Årstallet 1765 henviser til en restaurering. Navnet kan opfattes som et minde over 22 søfolk fra Kerteminde, der omkom sammen med Ivar Huitfeldt under slaget i Køge Bugt i 1710.

I våbenhuset over indgangsdøren til kirken ses en statue af nyere dato, der forestiller kirkens skytsengel Skt. Laurentius.

2013-14 blev kirken gennemgribende renoveret. Kirken blev kalket, varme- og lydanlæg blev nyetableret, kirkebænke og munkestole restaureret og malet i nye farver. Altertavle og lysekroner blev grundigt rengjort.

﷟HYPERLINK "https://www.kertemindedrigstrupkirker.dk/fileadmin/_processed_/7/4/csm_20170119_193539_5a0795bc50.jpg"

Altertavlen

Orglet